GLEMTE SAGER
Vi kan af erfaring konstatere, at der hver uge bliver glemt ca. 10 genstande på vandrerhjemmet, og vi er klar over, at det ofte er ting, der bliver savnet. Derfor passer vi altid godt på dem, indtil de bliver hentet igen.
Afsendelse af glemte ting:
Vi skal til Glesborg for at sende tingene, og med transport og ekspedition kan dette nemt medføre op til 1,5 times arbejde i en travl tid på vandrerhjemmet.
Ønsker man at få sendt glemte sager, gælder derfor følgende:
Du køber selv en DAO/GLS/BRING-pakkelabel, hvor du via fragtselskabet modtager en kode, som du derefter sender til os. På den måde betaler du selv fragten og sørger for det praktiske i forhold til pakkelabel med korrekt navn og adresse. Når du har modtaget pakkelabelen/koden, sender du den til os på mail: post@gjerrildhjemmet.com, og vi sender alle pakker den første tirsdag i måneden.
Et ekspeditionsgebyr på 250 kr. betales til #96047 for at dække kørsel til Glesborg og afsendelse af pakken.
VÆRELSER
Toilet og bad: 19 af vores 22 værelser har eget toilet og bad.
Sengelinned: Der er dyner og puder på alle værelser, men ikke sengelinned. Du er meget velkommen til at medbringe dit eget sengelinned eller leje en pakke hos os for 95 kr. Pakken indeholder dynebetræk, pudebetræk, lagen og et badehåndklæde. Ved afrejse skal sengelinnedet tages af og lægges i de blå sække på værelsesgangen.
Der er wifi og strømstik på værelserne — men ikke TV.
GÆSTEKØKKEN
Vi har et gæstekøkken, som alle gæster er velkomne til at benytte!
I gæstekøkkenet har du din egen kasse med et nummer, der svarer til dit værelsesnummer. Der er både køleskab, fryser, ovn og komfur til fri afbenyttelse.
GRILL
Vi har to store kuglegrill (94 cm i diameter) samt tre optændere, som gæsterne meget gerne må benytte.
Man skal selv medbringe kul, og vi opfordrer selvfølgelig til, at man efterlader grillristen ren og pæn, så den er klar til de næste gæster.
TELEFONI OG MAILS
Vi er et lille familiedrevet vandrerhjem og har efterhånden samlet en dejlig lille gruppe af lokale Gjerrild-beboere som medarbejdere. Mange af vores gæster fortæller, at de sætter pris på det nærvær, de oplever fra os i huset. Det er også her, vores fokus ligger — altid på de gæster, vi har i huset.
Du vil derfor også opleve, at du kan ringe uden at få fat på os med det samme. Vi gør ALT, hvad vi kan for at besvare alle opkald, men der kommer ca. 60 opkald i løbet af en weekend. Når man lægger det sammen med de ca. 60 e-mails, vi også modtager på tre dage, ja, så opstår der lidt kø for at komme igennem.
Vi anbefaler derfor, at du sender en mail til post@gjerrildhjemmet.com, da det er langt hurtigere for os at besvare. Vi besvarer mails så hurtigt, vi kan — og handler naturligvis straks, hvis der opstår en akut situation. Hvis din mail vedrører planlægning af et selskab, vil du modtage et tilbud og svar inden for 24 timer.